Jeg sidder ved mit vindue og skriver dette på en lun og dejlig efterårsdag. Det er endda så varmt, at vinduet står åbent, og efterårets dufte kommer ind. Der dufter af naturens forfald. Bladene ligger rødsorte på græsplænen og fortæller tydeligt, at sommeren er forbi. For denne gang.

I kirken har vi lige sunget Boyes fine salme ”Dybt hælder året i sin gang” (DDS 732). Den fortsætter i anden linje med ordene: ”snart ødes eng og lund.” Og sådan blander poesien årets afslutning sammen med verdens ende på smukkeste vis. Både den personlige - at vi skal dø en gang, og den generelle – at verden vil ende. Verden havde en begyndelse, og den vil også få en ende. Engang. ”Snart sukker vinterstormens røst, alt visner og forgår”, fortsætter det.

Det sene efterår er også kirkeårets slutning. Og på søndagene inden første søndag i advent, hvor teksterne i kirken er tunge, hører vi meget om de sidste tider, og hvad der skal ske med os. Det falder altid ret nøje sammen med, at de nye konfirmander begynder at myldre i kirke som led i deres forberedelse.

Det har altid ærgret mig en smule, at det skal være sådan. Eller det er udfordrende, som man jo skal sige på moderne dansk. For mange af konfirmanderne er ikke rigtig kirkevante, endsige bekendt med kirkeårets gang, når de begynder at gå til præst. Og det er hård kost at begynde ved verdens ende, om man så må sige. Lignelsen om de onde vinbønder, der slog vingårdsejerens søn ihjel, fordi de ville eje det hele, og nu venter på ejerens vrede (Mat. 21), får de fleste til at tænke sig stille om. Det gælder også konfirmanderne, der næsten altid er tænksomme unge mennesker.

Men vi, der plejer at komme i kirken, ved godt, at inden vi hører den historie, så kan det være godt at have hørt evangeliet om, at Gud blev menneske for at være i øjenhøjde med os, og for at tage skraldet for, hvad vi har gjort forkert. Inden vi når til historien om de onde vingårdsbønder. Det var det han kom for – og døde og stod op for.

Boye fortsætter: ”… lad falme alle strå, Guds kærlighed, jeg ved for vist, omskiftes ikke så.” Der er en begyndelse, som det er godt at have med, inden man beskæftiger sig for meget med enden. Jeg ved, at jeg er elsket af Gud, og han ombestemmer sig ikke. Og heldigvis, når I sidder og læser dette, sidder konfirmanderne og glæder sig til jul, ja det gør vi forhåbentlig alle sammen.

Og inden julen for alvor får fat i os, tager vi forskud på glæden med en sidste strofe af Boyes efterårssalme: ”Jeg ved hvor glæden har sit hjem, når øde mark står hvid; hint frydekor fra Betlehem, forstummer ingen tid.”

Glædelig jul og god begyndelse – vi ses i Kirke

Steen Nielsen