Et nyt år er allerede skudt i gang på Tveje Merløse kirkegård. En ny tid fyldt med optimisme – hvor alle muligheder står åbne, men også en tid til fordybelse og tid til at gøre status for året, der gik.
Et år som vi på kirkegården ser tilbage på, med dyb ro og glæde over de gode tiltag, vi fik gjort. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at der er en masse projekter, vi gerne så udført i det nye år, såvel som vi håber at få afsluttet en del fra det forgangne år.
Vi har gennem december fået en masse positive tilbagemeldinger på grandækningen, og det er vi naturligvis meget glade for. Januar og februar kommer til at bære præg af, at de to elever skal på skole og lære om fliser og belægning. Dette er deres sidste skoleophold inden eksamen i maj. Naturligt vil det i de seks uger være svært for de øvrige gartnere at få enderne til at nå sammen, da ukrudtet tilsyneladende trodser al sund logik og – nå ja – gror som ukrudt!
På kirkegården ser vi en stigning i hundeluftere, som besøger vores kirkegård, og vi er naturligvis glade for, at kirkegården også rummer plads til vores firbenede venner. Desværre står vi som gartnere tilbage med de kedelige udfordringer, der ligger tilbage fra hunde, der løber frit i området. Derfor appellerer vi til, at man holder hundene i snor, og i øvrigt udviser den pli at samle efterladenskaberne op i hundeposen.
Karsten Buchwald