Mange vil sikkert nikke genkendende til denne overskrift, som også er titlen på Johannes Møllehaves meget morsomme bog på vers om de hellige tre kongers rejse til Betlehem. En rejse som samtidig er et kapløb med tiden.

På samme måde kan juleaften føles som et kapløb med tiden. Der skal både steges and, laves rødkål, brunes kartofler og laves risalamande. Og måske er alle gaverne endnu ikke pakket ind – forhåbentligt er de købt, ellers bliver kapløbet vist umuligt at vinde. Og så er der børnene som skal nå at se Disneys juleshow og slutningen på årets spændingsfyldte julekalender. Og ind imellem alt dette ville man egentlig også gerne nå at komme i kirke. Bare lige denne times fred og ro med orglets toner, de velkendte julesalmer og læsningen af juleevangeliet fra prædikestolen. Men hvordan skal det dog nogensinde kunne lade sig gøre midt i al travlheden?

”Frygt ikke” –  her er opskriften, eller skulle man kalde det manualen til, hvordan man når det hele:

Det praktiske ved traditionel julemad er, at en del af det kan forberedes dagen før. Og der er ikke noget hyggeligere end at samles i køkkenet den 23. december. Her kan alle pillekartoflerne koges og pilles, så de blot skal brunes lige inden servering.

På samme måde kan anden steges dagen i forvejen, så den kun skal varmes op juleaftensdag.

Og hvis familien også kræver at blive fodret den 23. december, er der jo rig mulighed for at varme op til jul og sætte gang i den ægte julestemning med risengrød. Grøden laves selvfølgelig i rigelig mængde, så resterne kan bruges til risalamanden dagen efter. De øvrige ingredienser til risalamanden kan sagtens tilsættes tidligt på dagen den 24. december, og derefter kan desserten stå på køl udenfor - man må jo regne med temperaturer ned i nærheden af frysepunktet sådan en decemberdag - så den ikke optager pladsen i køleskabet.

Hvis vi regner med at flæskestegen skal have 1,5 time i ovnen, passer stegetiden perfekt med længden på en julegudstjeneste incl. transporten til og fra kirke. Og så mangler vi bare at få kogt de hvide kartofler, lave sovs og lave rødkål. Rødkålen bliver kun bedre af at stå og simre i et par timer, og kan altså sættes over tidligt på dagen. Ungerne kan hjælpe med at snitte kål – så går ventetiden lidt hurtigere.

Og når vi nu tænker på de kære små, så skal vi jo også tage hensyn til deres TV kiggeri. Heldigvis er internettet opfundet, og julekalenderen kan derfor ses lige når det passer bedst i programmet – f.eks. mens sovsen laves.

På denne måde kan det hele nås, alle er glade, og hele familien er klar til at sætte sig til bords kl. 18.00. Rigtig glædelig jul. Vi ses i kirken.

Marianne Olsen