Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Menighedsrådsvalg 2020 (Marts-maj 2020, 19. årgang, nr. 2)

I år skal der igen være valg til menighedsrådet for den kommende periode på fire år.

Menighedsrådet har en helt central funktion i Folkekirken. Det er her de lokale aktiviteter besluttes, og det er her, den største del af kirkens økonomiske midler forvaltes.

At deltage i menighedsrådet giver en enestående chance for både at forstå kirkens liv bedre og at sætte et præg på, hvordan vi vil være kirke i vores sogn.

Valget i 2020 kommer til at foregå efter nye regler. Valget finder sted på en såkaldt valgforsamling, som skal afholdes i alle landets sogne den 15. september. Her skal kandidaterne præsenteres, og det kommende menighedsråd vælges. Hvis man er utilfreds med resultatet af valgforsamlingen, er der dog mulighed for at opstille en alternativ liste. I så fald skal der holdes afstemningsvalg.

Allerede den 12. maj afholdes der et informationsmøde. Her vil det siddende menighedsråd redegøre for arbejdet i den forløbne funktionsperiode, kommende opgaver og reglerne for valgforsamlingen.

Hvis du er interesseret i at vide mere om arbejdet i menighedsrådet, er det en god ide at komme til informationsmødet. Det finder sted i Kirkeladen, Gl. Ringstedvej 65. den 12. maj 2020 kl. 19.00.

Bent Løvschal, Formand for menighedsrådet