Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Tak til administrationschef og graver Jess Sørensen for 13 gode år (December-februar 2020, 19. årgang, nr. 1)

I 13 år har du været ansat ved Tveje Merløse kirke. Du begyndte som gravermedhjælper, blev graver efter et ½ års tid og dernæst administrationschef efter i alt 2½ år. Hvad husker du som det bedste?

Jess har ikke et nemt svar. Det er karakteristisk for ham, at han altid har mange løsningsmuligheder og mange vinkler på tingene. Det har været til stor gavn for den enkelte, han har været leder for, og for menighedsrådet. Efter kort betænkningstid bliver svaret: Samarbejdet med de ansatte, menighedsrådet og præsterne.

På spørgsmålet om, hvad der har været den største glæde for ham i de mange år siger Jess, at udviklingen i kirkegårdsdriften og i kirkens aktiviteter og arrangementer for alle i sognet har stor betydning. Med i den udvikling er visionsprocessen for 11 år siden, som blev sat i gang af den daværende formand Poul Erik Aaen. Alle medarbejderne og hele menighedsrådet var sammen en hel lørdag, og derefter fortsatte processen i godt et år.

Det betyder meget for Jess Sørensen, at der er et godt samarbejde og at der er sparring på tværs med alle medarbejdere og menighedsrådet. Det er vigtigt for ham, om den enkelte medarbejder har det godt eller dårligt, og vi, som dagligt færdes med ham, ved, at han altid ser hver enkelt og følger med i, hvordan det går.

På spørgsmålet om kirkens betydning for ham, fortæller Jess, at han har et kristent livssyn forstået på den måde, at kristen tro handler om at se andre og være der for dem og ikke se sig selv som verdens navle, og desuden handler det også om, at få livet til at vokse. Da Jess Sørensen blev ansat som administrationschef i 2009 havde han valgt, at vi skulle synge ”Livstræet”. Den blev sunget igen ved afskeden den 11. oktober.

Fællesskab er vigtigt for ham. Jess kan lide liv omkring sig, men nyder også en dag på kirkegården, mens ukrudtet tages. Her er der tid til at tænke på det, man ikke når, mens man taler i telefon eller skriver mails. En stor del af arbejdet har været samarbejdet med provstiet og de fem kirkegårde, som Tveje Merløse kirkegård og menighedsråd samarbejder med. Kontakten til menighedsråd og formænd ude omkring har taget en del tid.

På spørgsmålet om, hvad han forventer sig af det nye arbejde, der venter ham på Roskilde kirkegård som kirkegårdsassistent, hvor han har 25 gartnere under sig, fortæller Jess Sørensen, at han ser frem til nye ledelsesmæssige udfordringer og glæder sig til at indgå i et ledelsesteam.

Jess har altid kunnet formulere korte, præcise sætninger, som handler om mål i fællesskabet og samarbejdet. Når det gælder det daglige arbejdsliv for de ansatte ved Tveje Merløse kirke, har målene været tydelige: Alle skal have glæde af at komme på arbejde, alle arbejdsopgaver er ligeværdige, og alle skal respektere hinanden.

Vi ønsker Jess Sørensen en god indgang på det nye arbejde i Roskilde og siger tak for det, vi har fået gennem Jess som graver, administrationschef og ven.

Lisbeth Thomsen