Torsdag d. 11. marts 2021, Kl. 14:00 til kl. 16:00

Caféen slår dørene op, og vi finder de rødternede duge frem den anden torsdag i hver måned. Vi håber, at du vil komme og være med. Forårets program er følgende:

Torsdag den 14. januar: Kim Asbjørn Eriksen holdt foredrag om Astrid Lindgren i caféen i efteråret. Vi har inviteret ham igen til et opfølgende foredrag. Denne gang fortæller han om hendes forfatterskab og karaktererne i hendes bøger. 

Torsdag den 11. februar: Tidligere leder af Kulturhuset Pavillonen i Grenaa Hardy Andersen (der nu bor i Holbæk) vil fortælle om – og vise billeder fra - sin og hustruens 2 rundrejser i Japan, der gennemførtes hhv. mens kirsebærtræerne blomstrede, og mens efterårsfarverne glødede.

Foredraget vil bl.a. indeholde lidt om Japans historie, den japanske religion, boligforhold og design, mad og drikke, rejser med hurtigtoget Shinkansen, kontrasten mellem by og land samt landets varme kilder og bygningskunst.

Torsdag den 11. marts: Pauline Sæther, som til dagligt er sanglærer på Holbæk Musikskole, kommer og synger Mariaviser for os. Hanne Nebeling akkompagnerer, og de fortæller om sangene.

Torsdag den 8. april:    Sidste år fyldte dronningen 80 år — og i den anledning var det planen, at Torben Olsen skulle holde et historisk billedforedrag om majestæten. Vi måtte desværre aflyse pga. corona, og fejrer i stedet hendes 81 års fødselsdag i år med foredrag og dejlig lagkage.

Torsdag den 6. maj: Beate Fog-Larsen og Karen Margrethe Gammelby, som var på besøg i caféen i oktober måned, holder igen musikforedrag med fællessang. Denne gang med programmet ”Stjerneskud”. De skriver selv: ”Når man ser et stjerneskud må man ønske. Hvor stjernen lander ved man ikke, men vi ønsker med dette program at lade stjernerne falde ned mange forskellige steder, både geografisk og i de tekster, toner og fællessange, som ledsager billederne vi viser”.

Café
Medvirkende
Sted Kirkeladen, Gl.Ringstedvej 65, 4300 Holbæk