Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Chagall og Bibelen

SEP
28

Chagall og Bibelen


Dato Torsdag d. 28. september 2023, Kl. 19:00 til kl. 21:00
Sted Kirkeladen, Gl.Ringstedvej 65, 4300 Holbæk
Medvirkende
Bruno Rasmussen
Pris
gratis
Chagall og Bibelen

Chagall og Bibelen

Navnet Chagall forbinder man normalt med malerkunsten. Men Chagall havde også andre interesser, som du kan høre nærmere om i sognepræst Bruno Rasmussens foredrag ”Chagall og Bibelen” Torsdag den 28. september kl. 19 i Kirkeladen.

Buno Rasmussens foredrag handler netop om Chagalls specielle interesse for bibelen. Gennem foredraget fortælles og vises farverige, livsglade, bibelske billeder af maleren Marc Chagall. Chagall var jøde, og der er især motiver fra Det Gamle Testamente med bl.a. Adam og Eva, Noa, Abraham og Moses, men der er også billeder af Jesus på korset og af Den fortabte søns hjemkomst.

Kom og hør dette interessante foredrag torsdag den 28. september kl. 19 i Kirkeladen     Gl. Ringstedvej 65, 4300 Holbæk.  Der er gratis adgang.

Bruno Rasmussen er opvokset i Thy, blev cand.teol. i 1983 og var herefter storbysekretær i KFUM og KFUK i Århus 1984-1988. Bruno Rasmussen har været sognepræst i Skjoldhøj kirke i Århus 1988-1999, derefter sognepræst i Tagensbo Kirke i Nordvest og afsluttede præstegerningen i Nærum i 2022. 

Marc Chagall (1887-1985) var en russisk-fransk maler, som voksede op under beskedne forhold i den jødiske ghetto i Vitebsk i Hviderusland. Her begyndte han sin kunstneriske uddannelse, som fortsattes 1907-10 hos Nikolaj Roerich (1874-1947) og Léon Bakst i Sankt Petersborg, indtil et stipendium i 1910 satte ham i stand til at rejse til Paris. Her lærte Marc Chagall en række moderne malere at kende og sluttede venskab med digterne Max Jacob, Blaise Cendrars og Guillaume Apollinaire. Hans billeder tog motivisk udgangspunkt i Vitebsks jødiske kultur. I 1931 besøgte han Palæstina og påbegyndte en serie raderede illustrationer til Bibelen, udgivet 1956. 1941-48 var Marc Chagall i eksil i USA. Efter sin hjemkomst til Frankrig, hvor han boede til sin død, udførte han bl.a. en række glasmalerier til katedralerne i Metz og Reims og til synagogen i Hadassah Medical Centre i Jerusalem (1961).